Det er utrolig vigtigt at vi får et mere naturligt forhold til de, der er i sorg, så vi kan være vore venners ven, på en mere naturlig og hel måde. Selvom døden er den eneste naturlige følge af livet, er det så ufatteligt hårdt at miste en, man elsker. 

Særlig hårdt rammer det, når vi mister "i utide", Når vores elskede dræbes i trafikken, eller vores halvvoksne barn kører galt. Når vi mister et ufødt barn, eller vi mister et lille barn af sygdom eller fordi det var for tidligt født, uanset hvordan den vi elsker rives væk fra os, har vi brug for den tryghed det er at have venner, der stiller op og står os bi.

I mit eget liv og i mit arbejde som sorg- og kriseterapeut i en sorggruppe, har jeg oplevet at venner og bekendte er bange for eller har svært ved at tackle det, at skulle konfronteres med andres sorg og smerte. Måske skyldes det misforstået hensyn, eller at man ikke ved, hvad man skal sige for at trøste. Jamen, der er ikke noget, der kan trøste, når man har mistet en man elsker, men jeg kan love dig, at det rammer hårdt, når man ser sin veninde gå over på det modsatte fortov, eller lade som om, hun ikke ser dig, i misforstået hensyn.

Derfor vil jeg give lidt vejledning i hvordan vi kan være der for vore venner på den bedste måde, hvis ulykken skulle ske.

Har en af dine venner mistet en han / hun elskede?

Når man lige har mistet en man holder af, går man oftest i chok. Denne choktilstand kan vare i flere døgn, og den indebærer bl.a., at man ikke er i stand til at modtage eller forstå information, og man kan blive handlings- lammet. Det er også almindeligt at føle sig tom og uden følelser i starten; senere kan komme meget voldsomme følelser som vrede, skyld, skam og angst blandet med den dybe, dybe sorg.

Sorgen kan for omgivelserne virke forvirrende. I de sydligere lande er det fuldstændigt accepteret at man råber og skriger sin sorg ud, endda at man hyrer grædekoner til at understrege den sorg, man gennemlever, men her i det kolde nord, er vi ikke vant til de store følelsesmæssige udbrud, og vi viser ikke vores sorg offentligt.

At miste en, man elsker er også at miste sine drømme, håb, forventninger og at se sin identitet, ja, hele sit liv splintres. Alle de tanker, man har gjort sig om at skulle være sammen resten af livet, at man skulle være vidne til sin søn eller datters liv,  gøres med ét til skamme; alle ens forventninger til, hvordan ens liv for fremtiden ville forme sig, bliver nu pludselig ikke indfriet.

Mange, der har mistet en nært pårørende, oplever at vennerne vender sig bort, ofte af misforstået hensyntagen til den sørgende. Man er bange for at ribbe op i noget, eller bange for at være vidne til den andens sorg. Men har du nogen anelse om hvor meget det sårer, når man oplever selv nære venner gå over på det andet fortov, når man mødes? Eller når kollegaen 4 mdr. efter din mands død, spørger om du ikke skal til at se dig om efter en anden livsledsager, for ”nu må du da være ovre det, ikke”?

I den første tid såvel som senere i forløbet er hjælpen og forståelsen fra omgivelserne af afgørende betydning for sorgprocessen.

Men hvordan er det nu, du kan gøre dit bedste for at støtte din ven, der lige har mistet?

Hvordan kan man bedst hjælpe?

Den sørgende er oftest umiddelbart i chok og er handlingslammet. Det betyder at alle dagligdagens praktiske gøremål glemmes eller er uendeligt ligegyldige. Derfor er det en stor hjælp, at nogen tager over – laver mad, gør lidt rent, køber ind, åbner post, sørger for at betale regningerne etc. Hvis der er børn, kan det være en stor hjælp, at de kommer lidt væk fra hjemmet i kortere perioder.

Det er vigtigt at vise, at man er der, at man gerne vil hjælpe. Det kan imidlertid være svært, for hvad skal man sige, hvordan kan man bedst trøste? Svaret er, at man behøver ikke sige så meget, og man kan ikke trøste. Det bedste, man kan gøre, er simpelthen at være der. Man kan godt sige ligeud: "Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige, men du skal bare vide, at jeg er her". Der findes ingen trøstende ord i så stor en sorg, ofte er det bedre blot at lytte. Spørg også gerne til forløbet; det er muligt, du vil blive afvist, men spørg alligevel.  

Vær ikke bange for at jeg begynder at græde, det løsner sorgen; vær heller ikke bange for selv at komme til at græde. Det er rart for mig at mærke, at du deler sorgen med mig.

Du skal ikke være bange for at ribbe op i noget, så jeg får det værre. Jeg kan simpelthen ikke få det værre, og jeg tænker på det uafbrudt!

Det er netop af stor betydning for mig, at min sorg bliver taget alvorligt. Prøv aldrig at negligere mine følelser og mit tab ved fx at sige: "Det var godt, han fik fred". En sorgproces tager lang tid og kræver meget energi.

Kort fortalt: Hvis du vil hjælpe, så stil dig betingelsesløst til rådighed og husk at have respekt for, at du kun kan hjælpe på mine præmisser. Du kan aldrig helt forstå en sorg og smerte, du ikke selv har oplevet, men du kan acceptere, hvad jeg fortæller dig om, hvordan jeg har det.

Det allervigtigste er at vise, du ved det. Spørg, og hav mod til at lytte.

Det allerværste du kan gøre, er at lade som ingenting!